Fund af partikelforurening i moderkager

Meget tyder på, at benzin- og dieselbilernes luftforurening kan forkalke moderkagen hos gravide på samme måde som passiv rygning. Samtidig lider børn oftere af astma, hvis de bor i områder med tæt trafik

 

Forskning tyder på, at der er en sammenhæng mellem gravide kvinders eksponering for luftforurening og tidlig fødsel, lav fødselsvægt, spædbarnsdødelighed og respiratoriske problemer i barndommen. Samtidig viser en dansk undersøgelse, at børn, der voksede op ved den tættrafikerede Jagtvej i København, har øget risiko for astma på grund af luftforurening. Det skriver Ingeniøren.

Ifølge den overlæge, der gennemførte undersøgelsen af sammenhængen mellem luftforurening og astma hos børn, kan luftforurening også være en forklaring på såkaldt ’forkalkede moderkager’, der minder om moderkager hos kvinder, som har været udsat for passiv rygning.

Nu har britiske forskere i et studie fra Queen Mary University of London fundet sodpartikler i moderkagerne fra fem raske kvinder. Det nye studie understreger ifølge Ingeniøren faren ved luftforurening for ufødte børn, og at sodpartikler er i stand til at nå moderkagen via blodbanen. Forskningen blev præsenteret i søndags på European Respiratory Society International Congress i Paris.

”Vi ved ikke, om de partikler, vi fandt, også kunne flytte ind i fosteret, men vores fund tyder på, at dette virkelig er muligt. Vi ved også, at partiklerne ikke behøver at komme ind i barnets krop for at få en negativ effekt, fordi hvis de har en virkning på moderkagen, vil dette have en direkte indvirkning på fostret”, siger Dr Norrice Liu i en pressemeddelelse.

Kilde: Ing.dk