Nissan Leaf til dig, der elsker den stille natur

Det er ikke nogen hemmelighed, at vi kæmper med global opvarmning, og at udslip fra bilerne er med til at ødelægge atmosfæren. Derfor er el-bilen Nissan Leaf en kærlighedserklæring til naturen  og troen på fremtiden, og den er også køreglæde

Af Anne-Mette Barfod, Kvindebil.dk

Der er stille. Helt stille. For det er en el-bil uden nogen form for motorstøj.

Når du starter bilen og sætter foden på pedalen, kommer din Nissan Leaf hurtigt og let op i fart. Den accelererer med 0-100 km/t på blot 7,9 sek. Det er en glidende, helt lydløs og alligevel stærk bevægelse op i tempo. Sæderne er komfortable, og du kan mærke, at motoren er kraftig, mens du føler dig tryg bag rattet og med børnene på bagsædet.

Hver anden solgte elbil i Danmark i 2018 er en Nissan Leaf, og private købere viser stigende interesse. Siden introduktionen i oktober sidste år er der kommet godt 630 kundeordrer på modellen, og mest interessant er, at de 482 af disse er privatpersoner. Efter at have kørt i den i en uge, er jeg da heller ikke i tvivl om, at jeg gerne ville eje sådan en bil. Mit eneste problem – før jeg hiver pengepungen frem - er, at den løber for hurtigt tør for strøm. Samtidig tager det mange timer at oplade den.

Lørdag aften var vi eksempelvis inviteret til Holbæk - en køretur på cirka 168 km tur-retur. Tanken var fuld om morgenen og viste 276 km.  Jeg var på en runde tidligere på dagen, som var på cirka 20 km, og da vi trillede mod Holbæk blev jeg lidt bekymret ved udsigten til, at vi måske ville løbe tør for strøm på vejen hjem i mørke. De mennesker, vi besøgte, havde ikke et jordstik, så derfor kunne vi ikke lade bilen op, mens vi spiste middagen. Det resulterede i, at vi på tilbagevejen måtte stoppe og tanke for at kunne nå helt hjem. Derfor holdt vi en halv time ved en stander i Ballerup sent om aftenen - og her kunne vi godt lige savne en hurtig benzinpumpe.

Skønt med e-pedal
Nissan Leaf har en såkaldt ’e-pedal’, som gør det ekstra let og behageligt at køre i den. E-pedalen bremser automatisk og blidt, når du letter foden fra speederen. Det gør kørslen meget jævn, hvilket helt sikkert glæder de passagerer, der kan døje med køresyge. Som chauffør er det en nydelse med e-pedalen, for kørslen er behagelig, og du skal stort set kun bruge højre fod. Tilsvarende er der fartpilot, så du bedre undgår fartbøder.

Ifølge Nissans pressechef Ann Strøby er det primært børnefamilier og teknologinørder, der taber hjertet til en Nissan Leaf. Jeg tænker, at det også er mennesker fra speltsegmentet, som også køber økologisk og måske ligefrem drikker urtete i rød- og hvidternet skjorte. Det går i hvert fald ikke ud over køreglæden, at bilen er på strøm.

Bilens interiør er lækkert, og der er god plads i bagagerummet. Til gengæld er bilen ikke så højloftet, at der er plads til en fyldig knold i håret, hvis du sidder på bagsædet. Bilens ydre design er efter min mening ret anonymt, så det er ikke looket, jeg ville købe bilen på.

Let at køre – også i regn og tusmørke
Det er superlet at vænne sig til at køre en Nissan Leaf, og der er kamera, så du kan bakke uden at kigge ud ad bagruden. Du kan også indstille bilen til selv at holde afstand til bilister foran dig, og du kan bede den om at blive i en bestemt vejbane, så du ikke selv skal holde øje med kørebanens striber. Dette er absolut en fordel, hvis du ikke er så vild med at køre med nedsat sigtbarhed i regnvejr og tusmørke.

Hvis du er den lykkelig ejer af en Nissan Leaf, kan du få installeret en opladestation i din garage, så du simpelthen sætter ledningen i stikket, når du kommer hjem fra job. Næste morgen vil tanken så være fuldt opladet. Det koster cirka 80 kroner at oplade bilen, så det er væsentligt billigere end for en benzinbil. Imidlertid regnede jeg mig frem til, at den ikke kørte 276 km på en fuld tank, som der står på displayet. Jeg regnede ud, at det er mere korrekt at gange kilometertallet på skærmen med 0,7. Det giver 0,7 x 276 = 193 km på en fuld tank. Det forklarer, hvorfor vi ikke kunne komme retur fra Holbæk til Birkerød lørdag aften.

Teknikken er skøn
Hvis du godt kan lide at koble din smartphone til en skærm i bilen, lytte til din egen musik og i det hele taget være interaktiv med navigation, telefonopkald, parkeringsassistent, nyheder og genveje, så er Nissan Leaf din gode ven. Da vi kørte fra Holbæk og tastede Birkerød ind i navigationen, fik vi den besked, at vi nok ikke kunne nå hjem med den mængde strøm, der var på bilen. Helt automatisk blev vi så foreslået at køre via Ballerup, hvor vi kunne tanke bilen op, så vi kunne trille de sidste kilometer.

Der er ved at blive opsat ladestationer, hvor du hurtigt kan fylde strøm på din bil, men hvis du benytter dig af de almindelige standere, skal du regne med, at det tager en time at oplade til cirka 20 kilometers kørsel. Derfor er det ikke umiddelbart en god ide at køre på bilferie i Europa i en Nissan Leaf, da du vil tilbringe alt for meget tid ved ladestationerne. Faktisk vil det også være et problem med en tur fra København til Jylland, da det er mere end de 193 kilometer, der er på tanken.

Til gengæld ville jeg elske at eje en Nissan Leaf, hvis jeg kun skulle bruge den i hovedstadsområdet. I så fald ville jeg have installeret min egen oplader hjemme i privaten.

Priserne starter ved kr. 283.880. Herudover følger der i Danmark to års gratis strøm m/ladeboks med ved køb af en ny Nissan LEAF.

Læs mere om Nissan Leaf her >>